Køerne er godt i gang med at kælve og denne sæson har vi en flaskekalv. Vi startede den 10. marts og har indtil i dag fået 14 kalve. Så vi er faktisk halvvejs. Vi har fået alle kalve ud levende, men desværre har lille Ingolf mistet sin mor. Hun havde børslyngning, det vil sige at hendes livmoder var drejet, så hun kunne ikke kælve selv. Vi ringede efter dyrlægen, for det kan vi ikke klare selv. Vores trofaste dyrlæge endte med at lave kejsersnit for at få kalven ud. Og derfra gik det ned ad bakke. Dyrlægen konstaterer, at han var nødt til at fjerne koens livmoder, fordi den var revnet. Og det sammenholdt med et kejsersnit, det kunne hun ikke holde til. Så vi måtte aflive hende. Og så stod vi der med en spædekalv kl. 21 en mandag aften og ingen til at passe den.
Råmælk på flaske
Men heldigvis har vi to gode mælkebønder i nærheden. Så vi fik fat i 4 liter råmælk. Mandag aften fik vi fyldt to liter i Ingolf og fik lavet en lille kalveboks til ham. Den næste uge gik med at hente mælk, varme mælk, fylde i en-liters sutteflasker, give Ingolf mad og så forfra igen.
En pap-mor og en pap-søster
Det er et stort arbejde med flaskekalv. Så vi besluttede at prøve at få Ingolf adopteret af en anden ko. Det mest ideelle ville være at få ham accepteret af en ko, der lige havde kælvet. Men kælvningerne var gået lidt i stå, så vi kiggede på Beate. En ko, der kælvede 2 dage før Ingolf kom til verden. Og en ko, der har et fornuftigt temperament. Så nu har Ingolf en pap-mor og en pap-søster Irma. Det har været godt for ham. Han har lært at patte ved en ko. Og han har lært, at han godt kan spise lidt wrap og hø. Men Beate har ikke accepteret ham 100%. Hun lader ham patte, når hun selv er optaget af at spise valset havre. Så vi må stadig varme mad til Ingolf om aftenen. Men han er kørt over på mælkeerstatning og han har fået en sutte-spand, så det går noget hurtigere med at give ham mad.
Selvom det går fint med at varme mælkeerstatning, så bygger vi et kalveskjul her i påske. Det betyder, at vi laver et lille aflukke i boksen, hvor det kun er kalvene, der kan kommer ind. Og her inde begynder vi så småt at fodre Ingolf med kraftfoder til kalve. Fordelen er, at så er vi mere sikre på, at han får den mad, han kan spise, så han kan vokse sig stor og stærk.